Europæisk spillelovgivning: Sveriges spilmarked bliver liberaliseret

Dato 8 okt. 2018
Download PDF version PDF

 

Indledning

Den svenske Riksdag (”Riksdagen”) vedtog tidligere på året forslaget til en ny spillelov. Vedtagelsen af det nye lovforslag er sket som et forsøg på at liberalisere det svenske spillemarked. Før lovforslagets vedtagelse har det statsejede Svenska Spel haft monopol på udbuddet af spil, herunder både betting, lotterier, skrabelodder og casino, mens ATG har haft monopol på hestespil.

 

Det nye svenske system

Overordnet indebærer vedtagelsen af den nye svenske spillelov, at der indføres et licenssystem, hvorefter virksomheder, der ønsker at udbyde spil på det svenske marked, skal ansøge om licens hertil.

 

Udbud af spil i Sverige kan derfor kun lovligt ske via licenserede spilleudbydere. Det svenske spillemarked kommer dermed i høj grad til at ligne det danske.

 

Riksdagen har som krævet sendt den nye spillelov til godkendelse i EU, som skal påse, at den nye spillelov lever op til Europæiske krav til sikkerhed, kontrol og drift af licenshaveres virksomhed.


Det svenske licenssystem træder i kraft den 1. januar 2019. Spilleudbydere har allerede nu mulighed for at ansøge om licens, således at der kan udbydes spil i Sverige med virkning fra 1. januar 2019.

 

Hvad er nyt?

Det nye system med spillelicenser betyder, at det hidtidige spilmonopol ophæves. Som konsekvens heraf kan enhver privat virksomhed, der ønsker at udbyde spilaktiviteter i Sverige, søge om en licens.

 

En licens koster SEK 400.000 for udbydere med en enkelt licens, mens det koster SEK 700.000 for udbydere med en kombineret licens til både online gambling og betting.

 

Den løbende beskatning på spilleudbydernes bruttospilleindtægt udgør 18 %.

 

Endelig indføres med de nye regler en skærpet straf for overtrædelse af reglerne, idet spiludbydere, som tilbyder spilleaktiviteter omfattet af spilleloven uden tilladelse, eller virksomheder, der promoverer sådanne spiludbydere, kan blive straffet med bøder og fængsel i op til to år. Ved grove overtrædelser kan fængsel idømmes i op til seks år. Der er på nuværende tidspunkt dog ikke taget stilling til bødeniveauet.

 

Vores bemærkninger

Det er vores vurdering, at det er en sund udvikling for det svenske spillemarked, at markedet nu liberaliseres, således at dygtige og attraktive udenlandske spilleselskaber kan blive en del af det svenske spillemarked under regulerede former til glæde for de svenske forbrugere.


Det er endvidere glædeligt for spilleudbydere, at det svenske spillesystem har en række ligheder med det danske spillesystem, hvilket vil gøre det nemt for spilleudbydere med en dansk spillelicens at udvide forretningen til det svenske marked. Der er lagt op til, at licensansøgningsprocessen vil blive mindre omfattende, end hvad vi ser under det danske system. Uanset dette bør virksomheder, som ønsker at opnå en svensk licens, afsætte god tid til at indsamle relevante dokumenter og testresultater til brug for ansøgningen.

 

 

Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere information om den svenske spillelovgivning, er du velkommen til at kontakte partner Pernille Nørkær (pno@mwblaw.dk), advokatfuldmægtig Gülsah Bektas Nielsen (gbn@mwblaw.dk) eller trainee Martin Skytte (msk@mwblaw.dk).

 

Ovenstående er ikke juridisk rådgivning, og Moalem Weitemeyer Bendtsen indestår ikke for, at indholdet af ovenstående er korrekt. Moalem Weitemeyer Bendtsen har med ovenstående ikke påtaget sig ansvar af nogen art som konsekvens af en læsers benyttelse af ovenstående som grundlag for beslutninger eller overvejelser.