Ansættelsesvilkår
Løn
Moalem Weitemeyer Bendtsen tilstræber at tilbyde en lønpakke, der som minimum matcher de øvrige førende advokatkontorer i Danmark.
Vi tilbyder fast løn til advokatfuldmægtige og advokater til og med 5 år som advokat.
Vi har en udviklet bonusordning for medarbejdergrupper uden overarbejdsbetaling, der honorerer den særlige indsats, og som tilstræber at der er interessesammenfald mellem vores virksomhedsudvikling og resultater og den enkeltes økonomiske kompensation.
Hos Moalem Weitemeyer Bendtsen er der ikke mulighed for ”egen-sags-ordninger”, da vi ikke tror på begrebet ”egne sager” i en virksomhed, der skal levere specialiseret og integreret rådgivning. Sådanne ordninger animerer til ”jeg” tænkning og sætter ikke vores kunder i fokus.
Ferie
Moalem Weitemeyer Bendtsen tilbyder nyuddannede advokatfuldmægtige og projektmedarbejdere ferie med løn i det løbende ferieår. Nyuddannede, der ikke har optjent ferie, får, afhængig af tiltrædelsestidspunkt, op til fire ugers ferie med løn.
Ved tiltræden 1. februar tilbydes medarbejderen 4 ugers ferie med løn til afholdelse i førstkommende ferieår, der begynder 1. maj.
Ved tiltræden 1. september tilbydes medarbejderen 2 ugers ferie med løn til afholdelse i perioden frem til førstkommende 30. april. Endvidere tilbydes medarbejderen 4 ugers ferie med løn til afholdelse i førstkommende ferieår, der begynder 1. maj.
Uanset om du har opsparet ferie, har du fra det følgende ferieår 5 ugers ferie og 5 feriefridage.
Ved tiltræden på andre tidspunkter end angivet ovenfor beregnes antallet af feriedage forholdsmæssigt i forhold til ferieåret.
Alle medarbejdere har efter prøvetidens udløb ret til fem feriefridage med løn årligt ud over den ferie, som ferieloven fastsætter. Vi yder også fuld løn under barns 1. sygedag.
Læseferie - advokateksamen
Moalem Weitemeyer Bendtsen tilbyder alle advokatfuldmægtige 2 ugers betalt ferie i forbindelse med forberedelse af advokateksamen. Ligeledes vil kontorets advokater bistå med relevant praktisk undervisning i eksamensemnerne. Herudover giver Moalem Weitemeyer Bendtsen Advokatpartnerselskab advokatfuldmægtigen fri dagen efter advokateksamen.
Pension
Vi har en obligatorisk pensionsordning for ansatte medarbejdere. Der tilbydes pensionsrådgivning til medarbejderne gennem den tilknyttede pensionsrådgiver.
Kunde- og konkurrenceklausuler
Moalem Weitemeyer Bendtsen pålægger ikke ansatte kunde- eller konkurrenceklausuler i forbindelse med ansættelsen.
Medarbejderudviklingssamtale
Alle vores medarbejdere deltager i minimum 2 årlige medarbejderudviklingssamtaler.
Barselsorlov/Forældreorlov
Efter et års ansættelse tilbyder vi kvindelige ansatte fuld løn i 4 uger før terminsdato og 24 uger efter fødslen. Mandlige ansatte har ret til to ugers orlov i forbindelse med fødslen og 10 sammenhængende ugers orlov med fuld løn inden for 25 uger efter fødslen.
Hjemmeopkobling
Ansatte tilbydes at få installeret en bredbåndsforbindelse hjemme med opkobling til vores netværk.
Bærbar pc og mobiltelefon
Ansatte har bærbar pc samt firmabetalt mobiltelefon.
Undervisning
Vi ser meget positivt på, at vores ansatte underviser på universiteter, handelshøjskoler eller andre højere læreanstalter.
Personalegoder i øvrigt
Vi tilbyder vores ansatte en række personalegoder, herunder rabatordninger til fitness m.v.